Viser opslag med etiketten hæklet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hæklet. Vis alle opslag

fredag den 8. april 2016

Endnu en kanin - et vinterdesign.






Her er endnu en kanin. Jeg skulle øve mig lidt på tunesisk hækling og det gik ikke så godt med at holde kanterne lige. Lige pludselig havde jeg hæklet en lille sweater i stedet for. 
Denne lille prøveklud blev i stedet til en lille vinterkanin.

Det er siden gået godt med tunesisk hækling. Det er faktisk rigtig sjovt.
I kan se strukturen i kaninens sweater.

Kaninen er 100 % freestylet og bliver nok alligevel den eneste af sin slags.


fredag den 26. juni 2015

Olga Ugle - og et forsøg på at starte en bølge.






Så er det sket. Jeg har ladet mig rive med af en drøm om at designe og sælge opskrifter. Jeg har øvet mig lidt og skal nu til at øve mig meget mere. Jeg skal også til at gøre noget, som jeg ellers ikke bryder mig om. Hækle ting flere gange, mens nye spændende projekter venter.
Her er hun så - Olga Ugle. Min prøveballon og et forsøg på at starte en bølge.
Hun er en fin babyrangle. Jeg har igen brugt en raslebold indeni. Det giver en meget bedre lyd end en bjælde. Hun er simpel i sit udtryk, men et være sludrechatol, når man ryster hende lidt.
I desværre ikke opskriften her. Den kan købes på ravelry.com og mere præcis lige her.

Jeg vil fortsat skrive på bloggen og afprøve andre nørkleres opskrifter. Jeg vil finde på nye sjove ideer, som skal afprøves. Lige nu skal jeg lige gennemskue det der med at sælge noget på nettet - som ikke lige er på dba.

Spændende? Det synes jeg. ; )

Hav en dejlig dag derude.

søndag den 31. maj 2015

Den fede pingvin - en rangle undercover.








Endnu en barselsgave og rangle har set dagens lys. Lille Veras far er hjernen bag dette selskabsspil, som jeg mange gange har haft glæde af at deltage i. Det var derfor oplagt, at hun skulle have sin egen "Den fede pingvin"-rangle.
Jeg er åbenbart ikke færdig med at hækle logoer/figurer, som ikke har været hæklet før.
Ranglen er freestylet og det mest spændende/nye var at hækle en isflage. Den blev knap så kantet, som på spillets logo og som først planlagt. Det gør dog ingenting, for den er jo hæklet til en baby og helheden må gerne være en tand blødere og rarere i sit udtryk end på billedet.
Jeg har brugt en raslebold, som befinder sig i pingvinens mave. Det giver ranglen en fin lyd. Jeg er spændt på, om Vera bliver glad for sin gave.

Hvis man vil vide mere om "Den fede pingvin", findes den her.










onsdag den 20. maj 2015

Tæppe marathon fuldført






Jeg er stolt. Jeg er færdig med mit isometriske tæppe. Det har været en lang proces med en kraftig intensivering af arbejdshastigheden til sidst. Det blev færdig lige tidsnok til at tage et billede med en gul rapsmark i baggrunden.
Resultatet er et dejlig blødt tæppe med en flot mønster. Det er faktisk relativt let at lave, skønt et tæppe altid tager mere tid at lave, end man regner med.
Du finder den fine opskrift her. Jeg kan dog ikke tage æren for den. Den stammer fra bloggen Sols(tr)ikke. Den kan jeg varmt anbefale. Hun har altid en masse nye og spændende ideer.

tirsdag den 12. maj 2015

Frøprinsen











En ægte frøprins skal der til, når min søster skal giftes. Til hendes polterabend skal vi have hver en gave med, der fortæller noget om vores relation til hende. Frøprinsen er meget symbolladet og det giver sig selv, at der henvises til, at hun har mødt sin udkårne. Som de fleste andre skulle han også kysses, før han blev til en rigtig prins. 
Udover denne symbolik, er der flere historier gemt i figuren, men de bliver mellem mig og hende.
Frøen er hæklet uden opskrift. Dog har jeg kigget på en masse hæklede frøer på nettet og har udvalgt de bedste (og letteste) løsninger. Frøen ser ret enkel ud hjemme i stuen, men jeg synes selv, at den får en eventyrlig glød, når den befinder sig i den romantiske "bøgeskov i maj".

Indeni frøen er der en raslekugle. Den kan derfor fungere som rangle, hvis det bliver aktuelt. Så får den også en funktion - udover at være et kært minde om en særlig dag.

For at få frøens ben til at blive tæt på kroppen, uden at sy dem fast, bandt jeg et stykke garn om den på vej til skoven. Jeg kunne ikke lade være med at tage billedet nedenunder. Frøprinsen får i denne udgave en noget anden symbolsk betydning.




lørdag den 25. april 2015

Olaf - hot skønt frosen.








Han er hottere end hot. Og så er han endda frosen. Det er Olaf - den godmodige snemand fra Disneyfilmen Frost. Det er ikke til at komme udenom, når man har en pige på fire år, som siger "Anna" og/eller "Elsa" i hveranden sætning.
Jeg besluttede mig for at hækle Olaf, da jeg synes, at hækling er en lidt for "grov" måde at fremstille de fine prinsesser. De bliver bare ikke så yndefulde i deres florlette kjoler, når det er garn, de er lavet af. Derfor kastede jer mig over snemanden. Han er charmerende og lidt klodset og her har garn sine stærke sider. Jeg har også denne gang brugt dobbeltgarn. Det passede fint til hans udtryk. Denne gang har jeg dog også brugt filt til tænderne. Det virkede for tungt med et par hæklede tænder.
Jeg søgte på Google for at se, hvordan andre har løst opgaven med at hækle Olaf. Udgaverne er mange og jeg blev mere forvirret end oplyst. Derfor valgte jeg at hækle ham efter et billede af tegnefilmsfiguren. Til armene har jeg dog fundet inspiration på nettet. Det var svært at gengive de ultratynde gren-arme, så her er mit forsøg. 
Det har været sjovt og ikke så svært, som jeg troede. Faktisk er jeg denne gang ret tilfreds med mit freestyle-projekt.

mandag den 20. april 2015

En lille pingvin





Jeg har hele tiden været glad for at hækle med enkelt garn. Dog er jeg nu i en situation, hvor familien kræver mig mere end garnet og tiden er knap. Ideerne bliver ved at strømme til, så derfor vil jeg for en kort stund tilslutte mig dobbeltgarnsentusiasterne. 
Kaj elsker at kigge i Maja Hansens fine bog "Hæklede dyr". Hver gang udpeger han den lille pingvin, som sin favorit. 
En så trofast fan skal da have en belønning. Den lille pingvin er et hurtigt og nemt projekt. Jeg har hæklet bug og øjne i stedet for at bruge filt som i bogen. Det skyldes, at pingvinen uden tvivl vil få en del flyveture og at filten nemt falder af.

Et let projekt til en glad fan.

søndag den 29. marts 2015

Skovens dyr på puslebordet



Jeg har glædet mig til at lave en uro til puslebordet. I det nye hus er der dog så lavt til loftet, at der ikke er plads til en almindelig uro over puslebordet. Den ville komme til at hænge i vejen. Derfor har jeg lavet denne løsning, som kan hænge i vinduet bag puslebordet. Da vi er flyttet på landet, er temaet skovens dyr.
De fleste figurer er freestylet, men jeg har fundet inspiration på Google og på min nye Pinterest App. Et par af figurerne er lavet efter opskrift.

Det første dyr er et egern i naturalistisk stil. Det er freestylet og hæklet i naturfarver. Så fik jeg også lejlighed til at prøve dette lidt grove garn af.






Næste figur er en skovarbejder i en simpel udgave. Dog har han den karakteristiske skovmandsskjorte på. Jeg har hygget mig med at give ham hår og skæg, som kunne kompensere for det lidt primitive udseende, han har.





Sneglen er inspireret af et hav af snegle billeder, som jeg har fundet på Google og Pinterest. Her er der virkelig mange gode bud på hæklede snegle.




Ræven er freestylet, men jeg har været inspireret af denne søde ræv, som jeg har fundet her på Pinterest. Hvis du har et login til Pinterest, kan du også få opskriften gratis. 






Fluesvampen er en klassiker og jeg har før præsenteret den her på bloggen i form af en rangle. Opskriften er ikke min, men findes her. Det var et af mine første hækleprojekter og er meget velegnet til begyndere.





Grantræet er hæklet efter en opskrift, som du finder her. Jeg har dog lavet mit lidt længere og selv lavet stammen.






Det lille agern er hæklet efter opskriften her. Her har jeg også haft god brug af garn i naturfarver og i en grovere kvalitet. Det giver agernet et mere naturalistisk udseende. I opskriften er der også eksempler på mere nuttede agern.



lørdag den 13. december 2014

Julehjerter til juletræet






Det er første år, vi selv skal fejre jul. Derfor producerer vi juletræspynt til den store guldmedalje. Jeg hækler og klipper. Min mand laver julepynt i træ. Mine veninder har bidraget med en masse flotte flettede stjerner. Måske kommer der også lidt pynt fra Kaj. De laver i hvert fald "hemmeligheder" i vuggestuen for tiden.

Dette julehjerte er sødt og tager ikke lang tid at lave. Man skal dog kunne lide at bruge forskellige masketyper, for her bruges både halvstangmasker, stangmasker og dobbeltstangmasker. Selv kan jeg godt lide at lære nye ting og jeg bruger som regel én af de bedste lærermestre, når jeg kommer i tvivl - youtube.com. Der er så mange gode og letforståelige "tutorials" der. Prøv det, prøv det.

Opskriften er slet ikke min, så denne fine opskrift finder I her hos Drops Design.
Det er et hyggeligt og hurtigt projekt. Hjertet kan bruges på juletræet, i vinduet eller som pynt på gaver. Jeg har brugt dobbeltgarn til mine, så de bliver lidt større. Jeg tror dog, at hjertet vil være fint i mange størrelser.
God fornøjelse.


mandag den 8. december 2014

Nisser kan også være linselus.











På en gåtur i haven mødte jeg denne lille nissepige. Hun var først lidt sky, og jeg måtte tage billeder af hende med største forsigtighed. Hun tøede dog hurtigt op, da jeg tilbød hende nogle hjemmebagte pebernødder. Det fik hende i strålende december-humør og hun gik med til at stå model til et par julebilleder. Hun skulle dog hente sin fine julekjole først. 
Det viste sig, at den søde lille nissepige havde samme evner for at posere, som den kære påskehare. Hun morede sig kosteligt og sagde slutteligt ja til at bidrage til den gode julestemning helt indtil jul. Hun krævede bare lidt risengrød og en masse pebernødder.



Julestemningen har bredt sig her i vores dejlige hus. I år skal vi holde juleaften for første gang og vi er i fuld gang med at producere julepynt til juletræet.
Denne nisse er også en del af at starte nye juletraditioner. Det er mit håb, at det bliver sådan en nisse, man bliver glad for at finde frem år efter år og at den bliver en fast del af børnenes barndomserindringer om julen. Nu er den lavet og i en sådan størrelse, så den kræver en stol at sidde i og at blive taget på skødet af den, der nu måtte finde stolen indbydende. Så må vi se, om den bliver, hvad jeg håber på.

Nissen er mit eget design. Jeg har undersøgt forskellige nisse-looks på nettet og så selv fundet en balance, jeg kunne lide og finde ud af at lave. Jeg er er startet med benene og har så arbejdet mig opefter. Huen var en del svære at lave, end jeg havde troet. Jeg vil anbefale, at I finder en opskrift på en nissehue, hvis I kaster jer ud i at hækle sådan en nisse. Ellers er det hele ligetil for den garvede nørklerske. 
Jeg har hæklet nissen i dobbelt garn, hvilket har gjort arbejdet nemmere og størrelsen overkommelig at lave. Kjolen er dog hæklet med tyndt bomuldsgarn. Det giver en fin kontrast, men det tog også lang tid at lave den. En anden gang kunne jeg være forfalden til også at hækle nissens tøj i dobbeltgarn.

December føles dejlig og kreativ. Nu skal jeg bare vælge, hvad det næste projekt bliver.
Skal det være endnu et "billede" til mit babytæppe? Den lille er snart på trapperne.
Skal det være Lutter Idyls Decemberhue, som jeg har købt dejlig blødt og varmt garn til?
Skal det være fine røde hæklede hjerter til juletræet?
Eller skal det være endnu en barselsgave, som jeg har på tegnebrættet og som lige nu lokker som det mest spændende projekt? Dog kommer den lille først til maj, hvorimod julen som sagt kommer før, end vi ved.

Det vil tiden vise. Det er i hvert fald skønt med en kreativ december og en ledig stund, før hverdagen igen fyldes af en lille ny og alt hvad der følger med.

Glædelig december.