Viser opslag med etiketten fox. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fox. Vis alle opslag

søndag den 29. marts 2015

Skovens dyr på puslebordet



Jeg har glædet mig til at lave en uro til puslebordet. I det nye hus er der dog så lavt til loftet, at der ikke er plads til en almindelig uro over puslebordet. Den ville komme til at hænge i vejen. Derfor har jeg lavet denne løsning, som kan hænge i vinduet bag puslebordet. Da vi er flyttet på landet, er temaet skovens dyr.
De fleste figurer er freestylet, men jeg har fundet inspiration på Google og på min nye Pinterest App. Et par af figurerne er lavet efter opskrift.

Det første dyr er et egern i naturalistisk stil. Det er freestylet og hæklet i naturfarver. Så fik jeg også lejlighed til at prøve dette lidt grove garn af.






Næste figur er en skovarbejder i en simpel udgave. Dog har han den karakteristiske skovmandsskjorte på. Jeg har hygget mig med at give ham hår og skæg, som kunne kompensere for det lidt primitive udseende, han har.





Sneglen er inspireret af et hav af snegle billeder, som jeg har fundet på Google og Pinterest. Her er der virkelig mange gode bud på hæklede snegle.




Ræven er freestylet, men jeg har været inspireret af denne søde ræv, som jeg har fundet her på Pinterest. Hvis du har et login til Pinterest, kan du også få opskriften gratis. 






Fluesvampen er en klassiker og jeg har før præsenteret den her på bloggen i form af en rangle. Opskriften er ikke min, men findes her. Det var et af mine første hækleprojekter og er meget velegnet til begyndere.





Grantræet er hæklet efter en opskrift, som du finder her. Jeg har dog lavet mit lidt længere og selv lavet stammen.






Det lille agern er hæklet efter opskriften her. Her har jeg også haft god brug af garn i naturfarver og i en grovere kvalitet. Det giver agernet et mere naturalistisk udseende. I opskriften er der også eksempler på mere nuttede agern.



fredag den 7. februar 2014

Uro med skovens dyr









Endelig kom lille Nína . Vi har ventet længe på at møde hende og skovens dyr har ventet på at blive sluppet fri under grønne grene igen. Denne uro er lavet i samarbejde med min mand. Han har nemlig skåret grenen i birkefinér. Den er fra bogen  "Løjerlige løvsavsfigurer" af Birger Wulff. Man skal vist være ferm med en stiksav eller en dekupørsav for at kunne få så fint et resultat. Jeg må udnytte, at jeg har en sådan håndværker derhjemme og er allerede begyndt at tænke på, hvilke fine uroer og lignende jeg kan få lavet i samarbejde med ham.
Jeg har malet grenen med almindelig akrylmaling.

Dyrene er fra Maja Hansens "Flere hæklede dyr" og jeg er helt vild med dem. Da jeg så dem i hendes bog, fik jeg lyst at lave dem. Nu bød lejligheden sig, da min mand og lille Nínas far er jagtinteresserede. Nínas mor er fra Island og er også vild med smukke ting i naturlige materialer. Uroen kunne ikke få et bedre hjem og jeg håber, at Nína vil få mange hyggelige stunder under den.