onsdag den 28. oktober 2015

Freestylet fe










Liva ønskede sig en fe. Det var jo også en sjov opgave at lave noget ultra-piget. Feen skulle nemlig laves i regnbuefarvet garn, med strutskørt og med elefant-ståltråd i  ben og arme.
Så gik det bare sådan, at regnbuegarnet slet ikke skiftede farve hurtigt nok. Sådan er det nok med garn, der skifter farve. Man overlader en del til tilfældigheder. 
For feens vedkommende betød det, at hun blev knap så regnbuestribet, som man kunne ønske sig. Jeg prøvede at opveje det ved at bruge de garnfarver, jeg ikke kom til på garnnøglet, til feens hår.
Feen er da sød og fin. Men jeg er ikke så vild med farvekombinationen. Desuden er det svært at lave nogle fine feminine detaljer, når man broderer. I hvert fald, når man har hæklet med tykt garn - hæklenål 3, så hun er lidt grovere at se på.
Ståltrådet var ikke nemt at arbejde med. Jeg er vild med, at man kan bøje arme og ben. Dog går det noget ud over det bløde ved dukken. Jeg skulle nok have lavet hende større og stoppe arme og ben bedre med bamsefyld.
Feen er færdig og freestylet. Det var helt rart ikke at tænke i at læse opskrift eller skrive opskrift denne gang.

torsdag den 24. september 2015

Elsa og Eskild - to ud af tre.













To ud af tre er færdige. Elsa og Eskilds ven Ernesto er ved at blive færdig. Når han er færdig, er opskriften på disse elefanter også færdig.
Så vil der være et mere detaljeret indlæg.

Denne gang vil jeg gerne høre, om der er én eller to derude, som kunne tænke sig at være testhæklere på denne opskrift. Den er lidt mere kompliceret end de andre opskrifter, som jeg har lavet, så det kunne være spændende at få lidt feedback på den.
Opskriften er på engelsk, så det skal man kunne arbejde med.

Tilbage til arbejdet, så Ernesto også kan komme på tur i haven.






tirsdag den 15. september 2015

En søvndyssende rangle - counting sheep










Counting sheep - eller tælle får. Det er et fint redskab til at falde i søvn, som jeg dog ikke har personlig erfaring med. Men der er noget sødt over får, der i en lind strøm hopper over et dige.
Jeg har nu designet en rangle / bidering, som kan bruges til at tælle får med.

Den grønne stribede ring forestiller får, der ligger og slapper af på marken. Der er en bjælde inden i ét af fårene. Der kunne sagtens være bjælder i alle fårene, hvis lyden skal være højere. Man kan også udelukke bjælderne, så ranglen bliver en bidering.

Den anden rangle forestiller tre får, der løber på marken under blå himmel. Deres ben går hele vejen rundt om ranglen, så de kan flyttes, mens man tæller får. Man kan altså eksperimentere med, hvordan de skal sidde og evt. give mere plads til biderings-delen.

Jeg er ret vild med ideen og endelig fik jeg også prøvet de der hæklede bobler af.
Det er jo slet ikke svært. Det har jeg lyst til at lege videre med.

Den blå elefant I så sidst er også i fuld gang med at blive færdigudviklet. Hans regnbuestribede veninde Elsa er næsten færdig.

Hvis man har lyst til at hækle Counting Sheep ranglen, finder I opskriften her på Etsy eller her på Ravelry.
Den koster dog 18 kr.


onsdag den 19. august 2015

Elmo og en opskrift der lykkedes.









Så klarede jeg det der testhækling. Det plejer at være noget af det kedeligste, men denne gang var det faktisk spændende. Opskriften passede hele vejen igennem. Jeg var ret stolt og har nu produceret en opskrift med billeder hele vejen igennem. Jeg synes selv, at billederne gør det lettere at forstå en opskrift.

Jeg er stadig ved at eksperimentere med at sælge opskrifter, så den nye opskrift kan findes på Ravelry og på Etsy. Medmindre de har lagt en ekstraudgift oveni, koster den 15 kr.

BONUS - jeg har lige fundet ud af, at opskriften den fine rangle også kan bruges til at lave en pude efter. Den flade facon gør sig godt som pude og kan pynte i sofaen eller på børneværelset.
Jeg tror faktisk, at jeg ved lejlighed vil prøve at lave netop sådan en.

Først venter næste opskrift projekt. Mere om det snarest. I må nøjes med denne lille teaser:


fredag den 7. august 2015

Elmo elefant - endnu en rangle






Her er Elmo elefant. Han er endnu en rangle fra min side.
Han er lavet i almindeligt bomuldsgarn og har en rasleboks inden med god og høj lyd.

Elmo er en ide, jeg har puslet med i lang tid. Jeg har en bog til ideer, men sjovt nok er Elmo aldrig kommet i den. Det var som om, han skulle udføres i virkeligheden. 
Jeg kan godt lide det, at det fjerde ben også er snablen. Alt i alt er jeg ret tilfreds med ham og en opskrift er også ved at se dagens lys.

Lige nu arbejder jeg ellers på en anden større elefant bamse og på at lave en opskrift til den. Men Elmo ville forrest i køen og det kom han altså.

 Mere om Elmo, når opskriften er klar.

God dag derude.

fredag den 26. juni 2015

Olga Ugle - og et forsøg på at starte en bølge.






Så er det sket. Jeg har ladet mig rive med af en drøm om at designe og sælge opskrifter. Jeg har øvet mig lidt og skal nu til at øve mig meget mere. Jeg skal også til at gøre noget, som jeg ellers ikke bryder mig om. Hækle ting flere gange, mens nye spændende projekter venter.
Her er hun så - Olga Ugle. Min prøveballon og et forsøg på at starte en bølge.
Hun er en fin babyrangle. Jeg har igen brugt en raslebold indeni. Det giver en meget bedre lyd end en bjælde. Hun er simpel i sit udtryk, men et være sludrechatol, når man ryster hende lidt.
I desværre ikke opskriften her. Den kan købes på ravelry.com og mere præcis lige her.

Jeg vil fortsat skrive på bloggen og afprøve andre nørkleres opskrifter. Jeg vil finde på nye sjove ideer, som skal afprøves. Lige nu skal jeg lige gennemskue det der med at sælge noget på nettet - som ikke lige er på dba.

Spændende? Det synes jeg. ; )

Hav en dejlig dag derude.

onsdag den 3. juni 2015

Tigerrangle - øvelse i opskriftskrivning




Jeg har gjort endnu et forsøg på at lave en opskrift. Hvis nogen kunne have lyst til at prøve den, må I meget gerne give feedback på den. Jeg vil gerne blive god nok til også at lave opskrifter på større ting.
Denne tiger er eget design og derfor må opskriften naturligvis kun bruges privat og ikke til at sælge videre i form af opskrift eller hæklet produkt.

God fornøjelse med denne fornøjelige barselsgave.



Tigerrangle

Ranglen er hæklet i almindeligt tyndt bomuldsgarn. Den er ca. 12 cm lang.
Jeg har brugt en raslebold som "lyd".

Forkortelser:
MR = magisk ring
fm = fastmasker
lm = luftmaske

Selve ranglen.
Du begynder med at hækle bunden

(hvidt garn)
1. omg:  6 fm i en MR (6)
2. omg: 2 fm i hver fm (12)
3. omg: * 2 fm i næste fm, 1 fm i næste fm* gentag 6 gange (18)
4. omg:  *2 fm i næste fm, 1 fm i de næste 2 fm* gentag 6 gange (24)
5. omg: *2 fm i næste fm, 1 fm i de næste 3 fm* gentag 6 gange (30)
6. omg: 1 fm i bagerste maskeled på hver fm (30)
7.-9. omg: 1 fm i hver fm (30)
(skift til gult garn)
10. omg: 1 fm i hver fm (30)
11. omg: (1 fm tage ind, 1 fm i de næste 3 fm* gentag 6 gange (24)
(skift til sort garn)
12. omg: 1 fm i hver fm (24)
Fortsæt de næste 19 med at skifte mellem 2 rækker gul og 2 rækker sort, så tigeren får striber.
13.-25. omg:  1 fm i hver fm (24)
26. omg: *1 fm tage ind, 1 fm i de næste 2 fm* gentag 6 gange (18)
27.-31. omg: 1 fm i hver fm (18)
Fortsæt nu med gul farve resten af vejen
32. omg: *2 fm i næste fm, 1 fm i næste fm* gentag 9 gange (27)
33. omg: *2 fm i næste fm, 1 fm i de næste 8 fm* gentag 3 gange (30)
Her vil jeg fylde den første del af ranglen ud
34. omg: *2 fm i næste fm, 1 fm i de næste 4 fm* gentag 6 gange (36)
35.-38. omg: 1 fm i hver fm (36)
39. omg: * 1 fm tage ind, 1 fm i de næste 4 fm* gentag 6 gange (30)
40: omg: 1 fm i hver fm (30)
Her har jeg indsat min raslebold i tigerens hoved.
41. omg: *1 fm tage ind, 1 fm i de næste 3 fm* gentag 6 gange (24)
42. omg: 1 fm i hver fm (24)
43. omg: * 1 fm tage ind, 1 fm i de næste 2 fm* gentag 6 gange (18)
Fyld ranglen ud.
44. omg: * 1 fm tage ind, 1 fm i næste fm* gentag 6 gange (12)
45. omg: * 1 fm tage ind* gentag 6 gange. (6)
Luk af og afslut.


Ører
Lav 2 stk.

1. omg: 6 fm i en MR (6)
2. omg: 2 fm i hver fm (12)
3.-5. omg: 1 fm i hver fm (12)
Afslut og sørg for at efterlade en lang ende til at sy øret fast med. Jeg har formet mine ører lidt, som du ser på billedet.


Kinder
Lav 2 stk.

1. omg: 6 fm i en MR (6)
2. omg: 2 fm i hver fm (12)
Afslut og efterlad en lang ende til fastsyning af kinden.

Montér ører og kinder.
Brodér øjne, næse og mund på tigeren.
Til sidst kan du sy lidt hvidt garn på hver side af tigerens hoved, så den får en manke.

Din rangle er nu færdig.




mandag den 1. juni 2015

Påskekanin på gennemrejse



En dag kom der en lille påskekanin forbi. Hun var egentlig på vej til København for at være lille Veras kanin. Der var bare det, at lille Vera først ville komme til verden i maj. Derfor besluttede påskekaninen sig for en ferie på landet, mens hun ventede på at møde sin nye bedste ven.

Hun gik og gik og terrænet var slet ikke skabt til en fin lille kanin med forårkjole på.








Endelig fandt hun et dejligt hus med en rar familie. Her var hun meget velkommen til at blive, indtil lille Vera kom til verden.

Påskeharen meldte sig straks på banen som påskekaninens personlige guide og hjælper.
Han skulle slet ikke overtales.





Når dette indlæg postes, så er påskekaninen i Veras arme. Indtil da er hun en hemmelighed og mon ikke hun nok skal få tiden til at slå til her hos os indtil da.






Påskekaninen går også under navnet "Dress me Bunny" og kan findes her. Jeg har nemlig brugt en opskrift, som jeg denne gang har fulgt til punkt og prikke. Her findes også en opskrift på fine sko til kaninen og på en kurv med gulerødder.
Opskrifterne er gode og lette at følge. Og så er de gratis.
God fornøjelse.