søndag den 30. marts 2014

Et skønt isometrisk tæppe - blokaden lurer om hjørnet.

Jeg er gået igang med dette skønne tæppe med isometrisk mønster.


Jeg er helt vild med det. Jeg har knækket koden og kan lave de små ruder næsten i søvne. 
Garnet er indkøbt. Det går derudaf. Men nu er jeg ud af det blå blevet ramt af "TTT". Jeg er nemlig blevet "Temmelig Træt af Tæpper".
Er det bare mig, eller er det som om, at dette ofte indtræffer, når der hækles tæpper? Jeg hører ofte fra de forskellige hækle-bloggere, at de arbejder på et tæppe. Det er bare lige lagt til side, mens et andet projekt laves. 
Det er nok en blanding af, at det kan være lidt ensformigt at lave tæpper. I hvert fald, når man har låst sig fast på tre farver og én form. Jeg glæder mig meget til at tæppet er færdigt og det er slet ikke til at vente, når jeg højest får lavet én eller to ruder om dagen.

I hvert fald har jeg for første gang ladet et andet projekt komme foran tæppets tilblivelse og det føltes skønt. 
Jeg har fået blod på tanden og ønsker mit tæppe hen hvor pebret gror. Hvis det ikke var, fordi min mand ytrede, at han nok havde forudset, at jeg ikke ville blive færdig med tæppet, ja, så var det nok lagt til side på ubestemt tid. Nu fortsætter jeg, mens jeg drømmer om små projekter og mit næste sidespring.

Her er det skønne tæppe fra bloggen "Solstrikke", som jeg virkelig glæder mig til at putte mig under, mens jeg hækler på noget andet.


mandag den 10. marts 2014

Forårsbebudere kommer i mange farver.







Så blev det forår. Solen skinner, blomster skyder op og kaniner tager deres regnbuefarvede strutkjole på. I hvert fald hvis det står til Liva.
Hendes kære Kaninus er forsvundet og for en lille pige, er det det samme som at miste en god ven eller et kæledyr. Heldigvis var opskriften ikke langt væk og jeg lavede fluks en ny til hende. Denne gang har jeg brugt dobbeltgarn og hæklenål nr. 3. Jeg ville gerne være sikker på, at den ikke blev for lille. 
Kaninens tøj er Livas nye yndlingsfarve; regnbuefarvet/alle farver. Det krævede jo et besøg i garnbutikken, for selvom jeg efterhånden har mange garnrester, så kunne jeg dog ikke klare alle regnbuens farver. Det krævede også en vis form for orden i alle de garnnøgler, der tilsammen fyldte en hel bærepose.
Kaninen er ikke helt magen til den gamle. Nu er Liva jo også blevet 3 1/2 år og kan selv fortælle, hvad hun ønsker sig. Kaninen har derfor ikke længere navn på, men har i stedet fået en gulerod i hånden. Altsammen efter Livas eget valg. Jeg glæder mig til at overrække Kaninus II til Liva på torsdag.

Opskriften på kaninen finder I her.

Dejligt forår til jer alle.

tirsdag den 4. marts 2014

Pimp en opskrift og aben i dameklæder.







Aben Agathe har set dagens lys. Hvis hun ser lidt bekendt ud, er det, fordi hun er hæklet efter samme opskrift som den stribede abe. Den stribede abe var mit allerførste projekt og jeg fik pludselig lyst til at hækle ham igen. Denne gang i en pigeudgave. Jeg har derfor pimpet opskriften, så den nye abe har fået skørt og sløjfe. 
Det er en utrolig enkel og fin opskrift at følge og der er masser af muligheder for at gøre aben lidt speciel. Opskriften findes her.

Det er vildt at se, hvordan jeg har udviklet mig siden det første projekt. De to aber på nederste billede er hæklet efter samme opskrift. Den lyserøde abe er hæklet med 
nål nr. 2, 5, mens den grønne abe er hæklet med nål nr. 3. Ellers er det hæklefastheden, der gør den store forskel. 
Det er nu lidt ærgerligt, at den lyserøde abe blev så lille, så jeg kan anbefale at bruge dobbeltgarn til dette projekt, hvis man ligesom jeg hækler stramt.

Næste projekt bliver at pimpe den kanin, jeg hæklede til Liva for over et år siden. Den er nemlig desværre forsvundet og er meget savnet. Hun har dog ændret yndlingsfarve siden da, så den bliver også en ny udgave af den gamle lyserøde kanin.
Hendes nye yndlingsfarve er regnbuefarvet!