Viser opslag med etiketten rainbow. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rainbow. Vis alle opslag

onsdag den 28. oktober 2015

Freestylet fe










Liva ønskede sig en fe. Det var jo også en sjov opgave at lave noget ultra-piget. Feen skulle nemlig laves i regnbuefarvet garn, med strutskørt og med elefant-ståltråd i  ben og arme.
Så gik det bare sådan, at regnbuegarnet slet ikke skiftede farve hurtigt nok. Sådan er det nok med garn, der skifter farve. Man overlader en del til tilfældigheder. 
For feens vedkommende betød det, at hun blev knap så regnbuestribet, som man kunne ønske sig. Jeg prøvede at opveje det ved at bruge de garnfarver, jeg ikke kom til på garnnøglet, til feens hår.
Feen er da sød og fin. Men jeg er ikke så vild med farvekombinationen. Desuden er det svært at lave nogle fine feminine detaljer, når man broderer. I hvert fald, når man har hæklet med tykt garn - hæklenål 3, så hun er lidt grovere at se på.
Ståltrådet var ikke nemt at arbejde med. Jeg er vild med, at man kan bøje arme og ben. Dog går det noget ud over det bløde ved dukken. Jeg skulle nok have lavet hende større og stoppe arme og ben bedre med bamsefyld.
Feen er færdig og freestylet. Det var helt rart ikke at tænke i at læse opskrift eller skrive opskrift denne gang.

lørdag den 18. oktober 2014

En lille regnbuefarvet kanin





Da jeg nu havde lavet en kaninbamse, huskede jeg, at Liva har ønsket sig en lille babykanin til sine to andre kaniner. Kaninen med lyserød kjole og kaninen med regnbuefarvet kjole.
Denne lille kanin lavede jeg ret hurtigt, da den er lille og enkel. Kaninen fik afslutningsvis et "L" på trøjen, så den blev en mere personlig gave.
Der er noget tilfredsstillende i at kunne producere en ide hurtigt. Dog er jeg slet ikke vild med det grove udseende den får, da maskerne synes større på små ting. Jeg vil nok altid være tilhænger af, at lave lidt større og mere detaljerede ting, hvor udtrykket er finere.
Liva blev glad, så missionen lykkedes. Selvom jeg havde det som om, jeg havde lavet en nøglering og ikke en bamse.
Det er bare sjovere at "lege" end at lave en simpel bestillingssag.




mandag den 10. marts 2014

Forårsbebudere kommer i mange farver.







Så blev det forår. Solen skinner, blomster skyder op og kaniner tager deres regnbuefarvede strutkjole på. I hvert fald hvis det står til Liva.
Hendes kære Kaninus er forsvundet og for en lille pige, er det det samme som at miste en god ven eller et kæledyr. Heldigvis var opskriften ikke langt væk og jeg lavede fluks en ny til hende. Denne gang har jeg brugt dobbeltgarn og hæklenål nr. 3. Jeg ville gerne være sikker på, at den ikke blev for lille. 
Kaninens tøj er Livas nye yndlingsfarve; regnbuefarvet/alle farver. Det krævede jo et besøg i garnbutikken, for selvom jeg efterhånden har mange garnrester, så kunne jeg dog ikke klare alle regnbuens farver. Det krævede også en vis form for orden i alle de garnnøgler, der tilsammen fyldte en hel bærepose.
Kaninen er ikke helt magen til den gamle. Nu er Liva jo også blevet 3 1/2 år og kan selv fortælle, hvad hun ønsker sig. Kaninen har derfor ikke længere navn på, men har i stedet fået en gulerod i hånden. Altsammen efter Livas eget valg. Jeg glæder mig til at overrække Kaninus II til Liva på torsdag.

Opskriften på kaninen finder I her.

Dejligt forår til jer alle.