Viser opslag med etiketten barsel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten barsel. Vis alle opslag

fredag den 8. april 2016

Lys i pæren





Jeg er egentlig ikke så vild med hæklede ting, der ikke har så meget med garn at gøre. Jeg er åbenbart heller ikke ferm til at lave dem.
Nu er det bare sådan, at jeg kender en elektriker, som skal være far. Jeg plejer ofte at lave en sjov ting, som har noget med den lille ny babys far at gøre. Herudover laver jeg som regel også en mere nuttet ting.
Denne gang måtte det være noget el-relateret. 
Her har I den hæklede elpære. Køn er den ikke, men den rasler, så det er en lyst og den vil helt sikkert tænde et lys i farens øjne.

Jeg har fundet inspiration på nettet og har så prøvet mig frem.

Ideen om en anderledes katterangle







Der er en 1-årig pilfinger i huset. Derfor er computer og hæklehjørne endt i et lille bjerg på toppen af en kommode. Netop derfor har bloggen holdt ferie og alle hækleideerne er blevet på tegnebrættet. 
Det er dog lykkes mig at få lavet nogle få ting.
Her er min katterangle. Bliver jeg nogensinde træt af rangler? Det tyder det ikke på. Det er små projekter, der er mere overskuelige i en travl hverdag.
Denne katterangle er den første af to. Jeg er nemlig ved at lave en opskrift til den. Den skal  bare lige rettes til. Eksempelvis vil jeg gerne, at kattens ører bliver lidt spidsere.

Katten er hæklet i garn, der selv skifter farve. Det er strømpegarn, så katten er lidt ulden. Det er jeg egentlig ikke så vild med, når det er til små børn. Men det giver en fin effekt og dette garn var skønt at arbejde i.

Indeni katteranglen er der en rasleboks. Det er altså smart, at man både kan købe flade og runder rasletingester.

I får nok set mere til katten, når jeg engang får opskriften på plads.

  

onsdag den 19. august 2015

Elmo og en opskrift der lykkedes.









Så klarede jeg det der testhækling. Det plejer at være noget af det kedeligste, men denne gang var det faktisk spændende. Opskriften passede hele vejen igennem. Jeg var ret stolt og har nu produceret en opskrift med billeder hele vejen igennem. Jeg synes selv, at billederne gør det lettere at forstå en opskrift.

Jeg er stadig ved at eksperimentere med at sælge opskrifter, så den nye opskrift kan findes på Ravelry og på Etsy. Medmindre de har lagt en ekstraudgift oveni, koster den 15 kr.

BONUS - jeg har lige fundet ud af, at opskriften den fine rangle også kan bruges til at lave en pude efter. Den flade facon gør sig godt som pude og kan pynte i sofaen eller på børneværelset.
Jeg tror faktisk, at jeg ved lejlighed vil prøve at lave netop sådan en.

Først venter næste opskrift projekt. Mere om det snarest. I må nøjes med denne lille teaser:


fredag den 7. august 2015

Elmo elefant - endnu en rangle






Her er Elmo elefant. Han er endnu en rangle fra min side.
Han er lavet i almindeligt bomuldsgarn og har en rasleboks inden med god og høj lyd.

Elmo er en ide, jeg har puslet med i lang tid. Jeg har en bog til ideer, men sjovt nok er Elmo aldrig kommet i den. Det var som om, han skulle udføres i virkeligheden. 
Jeg kan godt lide det, at det fjerde ben også er snablen. Alt i alt er jeg ret tilfreds med ham og en opskrift er også ved at se dagens lys.

Lige nu arbejder jeg ellers på en anden større elefant bamse og på at lave en opskrift til den. Men Elmo ville forrest i køen og det kom han altså.

 Mere om Elmo, når opskriften er klar.

God dag derude.

onsdag den 3. juni 2015

Tigerrangle - øvelse i opskriftskrivning




Jeg har gjort endnu et forsøg på at lave en opskrift. Hvis nogen kunne have lyst til at prøve den, må I meget gerne give feedback på den. Jeg vil gerne blive god nok til også at lave opskrifter på større ting.
Denne tiger er eget design og derfor må opskriften naturligvis kun bruges privat og ikke til at sælge videre i form af opskrift eller hæklet produkt.

God fornøjelse med denne fornøjelige barselsgave.



Tigerrangle

Ranglen er hæklet i almindeligt tyndt bomuldsgarn. Den er ca. 12 cm lang.
Jeg har brugt en raslebold som "lyd".

Forkortelser:
MR = magisk ring
fm = fastmasker
lm = luftmaske

Selve ranglen.
Du begynder med at hækle bunden

(hvidt garn)
1. omg:  6 fm i en MR (6)
2. omg: 2 fm i hver fm (12)
3. omg: * 2 fm i næste fm, 1 fm i næste fm* gentag 6 gange (18)
4. omg:  *2 fm i næste fm, 1 fm i de næste 2 fm* gentag 6 gange (24)
5. omg: *2 fm i næste fm, 1 fm i de næste 3 fm* gentag 6 gange (30)
6. omg: 1 fm i bagerste maskeled på hver fm (30)
7.-9. omg: 1 fm i hver fm (30)
(skift til gult garn)
10. omg: 1 fm i hver fm (30)
11. omg: (1 fm tage ind, 1 fm i de næste 3 fm* gentag 6 gange (24)
(skift til sort garn)
12. omg: 1 fm i hver fm (24)
Fortsæt de næste 19 med at skifte mellem 2 rækker gul og 2 rækker sort, så tigeren får striber.
13.-25. omg:  1 fm i hver fm (24)
26. omg: *1 fm tage ind, 1 fm i de næste 2 fm* gentag 6 gange (18)
27.-31. omg: 1 fm i hver fm (18)
Fortsæt nu med gul farve resten af vejen
32. omg: *2 fm i næste fm, 1 fm i næste fm* gentag 9 gange (27)
33. omg: *2 fm i næste fm, 1 fm i de næste 8 fm* gentag 3 gange (30)
Her vil jeg fylde den første del af ranglen ud
34. omg: *2 fm i næste fm, 1 fm i de næste 4 fm* gentag 6 gange (36)
35.-38. omg: 1 fm i hver fm (36)
39. omg: * 1 fm tage ind, 1 fm i de næste 4 fm* gentag 6 gange (30)
40: omg: 1 fm i hver fm (30)
Her har jeg indsat min raslebold i tigerens hoved.
41. omg: *1 fm tage ind, 1 fm i de næste 3 fm* gentag 6 gange (24)
42. omg: 1 fm i hver fm (24)
43. omg: * 1 fm tage ind, 1 fm i de næste 2 fm* gentag 6 gange (18)
Fyld ranglen ud.
44. omg: * 1 fm tage ind, 1 fm i næste fm* gentag 6 gange (12)
45. omg: * 1 fm tage ind* gentag 6 gange. (6)
Luk af og afslut.


Ører
Lav 2 stk.

1. omg: 6 fm i en MR (6)
2. omg: 2 fm i hver fm (12)
3.-5. omg: 1 fm i hver fm (12)
Afslut og sørg for at efterlade en lang ende til at sy øret fast med. Jeg har formet mine ører lidt, som du ser på billedet.


Kinder
Lav 2 stk.

1. omg: 6 fm i en MR (6)
2. omg: 2 fm i hver fm (12)
Afslut og efterlad en lang ende til fastsyning af kinden.

Montér ører og kinder.
Brodér øjne, næse og mund på tigeren.
Til sidst kan du sy lidt hvidt garn på hver side af tigerens hoved, så den får en manke.

Din rangle er nu færdig.




tirsdag den 3. december 2013

Stribet giraf med kurs mod Gran Canaria




Jeg blev lun på den stribede giraf og derfor skulle Sara på Gran Canaria også have sådan én. Min gode gamle veninde Isabel havde nemlig lige fået en smuk datter og jeg ønskede at overraske dem med noget hjemmelavet.

Jeg kan godt lide farvekombinationen til en lille pige. Som en ekstra detalje har jeg lagt en lille fin bjælde ind i giraffens ene hånd. Det skal være en overraskelse, så nu må vi se, hvornår de opdager den.

Giraffen er hæklet efter en engelsk DIY, som findes her.

fredag den 29. november 2013

Frida Flamingo - en udfordring





Frida Flamingo er én af de sværeste ting,  jeg endnu har hæklet. Det er også ét af de flotteste resultater, jeg har opnået.

Den var egentlig en barselsgave, men efter kampen valgte jeg at beholde den selv til stor glæde for Kaj. Der er piberensere i flamingoens ben og de er sjove at forme, som man vil. Frida Flamingo kan derfor både stå og sidde.

Flamingoen er fra Daveydreamer på Etsy.com. Den koster ca. 25 Dkr.
Opskriften kan købes her.

Simpel ugle - en god begynder opskrift.




En simpel ugle fra "Familien på Dysagervej 4"

Nettet bugner af ugleopskrifter. Denne er rigtig god for nybegyndere. Den har nemlig ikke så mange detaljer.

Frida blev rigtig glad for den. Hun havde også sendt tøj videre til Kaj og elsker ugler. Den har forsøgt at gøre den lidt "Disney-nuttet" ved at gøre pupillerne endnu større. 

DIY her. Vingerne er dog improviserede.

Hæklet kanin til Liva



Denne kanin var ikke bare sjov at lave, den er også en elsket kanin.
Liva på 3 år har den med alle steder og den er efterhånden helt gennemgnasket og beskidt. Heldigvis har jeg hæklet den i bomuldsgarn og fyldt den med vaskevenligt bamsefyld.

Jeg fandt denne skønne kanin her.

Jeg har dog lavet benene længere på min kanin, end de er på opskriften.

Hæklet fluesvamp



Denne fluesvamp var en gave til min veninde, da hun blev gravid. Jeg har hæklet en lille bjælde ind i svampens top, så den kan bruges som rangle. Bjælden er svøbt i bamsefyld, hvorefter den er placeret i midten af toppen.

DIY her

Hæklet abe - det første projekt.


Denne skønne abe blev mit første projekt, da jeg først have overstået den obligatoriske prøveklud.
Opskriften er fra bloggen "Pralerier" og er utrolig nem at følge. Jeg kan varmt anbefale aben som begynderprojekt.
Jeg brugte hæklenål str 3 til denne abe. Det betyder, at man kan se ind til bamsefyldet. Jeg vil anbefale hæklenål str 2,5, hvis der hækles med almindeligt tyndt bomuldsgarn str. 8.

DIY findes her