lørdag den 11. januar 2014

# Hipster







Hipsteren er et af mine egne designs


Det hele startede med en gammel strikket dukke fra starten af 1980'erne. Den havde striktrøje og hue på og lignede en fisker fra en havneby ved Vesterhavet. Da jeg så den begyndte idéerne at rulle ind. Jeg fik lyst til at designe og hækle en fiskerdukker, en arkæolog, en geolog, en havbiolog osv.  Alle dukkerne lignede til forveksling en naturvejleder fra sidst i 70'erne. Det der hyggelige look, der minder én om at være på lejrtur og om tiden før mobiler, internettet og globalisering.

Alle disse nostalgiske tanker legede rundt i mit hoved, da jeg begyndte at hækle denne rare gut. Men processen bød snart på udfordringer.

For det første stødte jeg på udfordringen "hudfarve". Det er i det hele taget et underligt udtryk, og jeg plejer at fortælle mine elever, at hudfarve ikke rigtig er en farve, for der findes ingen med præcis samme farve hud. Ikke desto mindre havde jeg en ide om, hvordan hudfarve alligevel skulle være lyserød, men ikke for grise-agtig. Varm, men ikke for orange. Denne farve er svær at finde og jeg har en hel pose med garnnøgler, som alle nærmer sig disse kriterier, men ikke opfylder det til fulde.
Dette er mit bedste bud på en "hudfarve" og den farve gik bestemt ikke godt med de flotte gule og orange 70'er farver. 

For det andet havde jeg besluttet mig for at lave min allerførste opskrift til denne figur. Jeg kan sagtens følge en opskrift, men at lave én selv er en anden sag. Jeg er vant til at freestyle mine designs. Springe over hvor gærdet er lavest. Tage chancer. Rette fejl med mærkelige løsninger. Alt dette går ikke, når man skal lave en opskrift til andre. Det var derfor en udfordring at opretholde den kreative proces, mens jeg også skulle holde styr på alle mine "træk".  Opskriften skal skrives rent og så testhækles. Så skulle den meget gerne være at finde på Garnmaskeraden.

For det tredje viste det sig, at jeg ikke er alene om at være nostalgisk omkring striktrøjer og lejrbål. Faktisk er det alle steder og i høj grad på Nørrebro lige rundt om hjørnet. Min naturvejleder fra 70'erne viste sig at være en ganske nutidig hipster. Det måtte jeg acceptere og nu er jeg faktisk ret glad for ham.







1 kommentar:

  1. En hyggelig fyr, rigtig godt lavet :-)

    SvarSlet